Líkið rak uppá land í Sumba

Kelda : Úr bókini Saga Sumbinga -- Sagnir, søgur og mentan í Sumbiar sókn.

Kunoyingurin :

Eldri sumbingar vita allir, hvar grøvin hjá Kunoyinginum var í gamla kirkjugarði á Kálgarðsbakka. Nógv hevur verið prátað um henda mann, men hvør var hann, og hví hava sumbingar goymt minnið um hann í so mong ár, sjálvt ung fólk kennast við lagnu hansara. 

Símun Pauli Stephansen æt hann. Hann var skúlalærari í Kunoy og var giftur við Elsebeth Sophie Johnsdatter. Hann var úr Kunoy, og hon var av Syðradali. Tey fingu ein son 27. mai 1839, sum nevndist Vilhelm. Hon doyði í barsilsong við næsta barninum, sum eisini doyði. Einsamallur við lítlum barni var hann noyddur at fáa sær eina húshjálp, og tað var Anna Maria Jacobsdatter av Viðareiði. 

Í august 1843 verður hann ákærdur fyri at hava beint fyri barni, sum Anna Maria skuldi hava átt í loyndum. Hann skuldi eisini hava roynt ymisk heimaráð fyri at fáa hana til at hitta reis.

Í Rættarprotokollini kunnu vit lesa um tær heldur ótespuligu skuldsetingarnar móti Símun Paula, sum noktaði seg sekan.

Eykarættur varð settur 12. september 1843 í Kunoy, har partarnir aftur vórðu avhoyrdir. Tá hendir tað sambært Rættarprotokollini :

" Uden at Dommeren eller Retsvidnerne kunde forhindre det, styrtede Arrestanten derpaa ud af Døren, og, uagtet Dommeren, hans Fuldmægtig, der førte Protokollen, og retsvidnet Andreas Niclasen øiblikkeligen løbe efter ham, var det dog dem umuligt at indhente eller forhindre, at han over en Fjerdingsvei herfra Bøiden, styrtede sig i Søen fra en 10 a 12 Favne høj Klippe. Andreas Niclasen var Arrestanten temmilig nær, da dette skete, og gik strax saa langt ned imod Søen, som han kunde, og søgte at faae han iland igjen; men da Strømmen var meget stærk og Andreas ikke havde noget andet Middel, end sin trøje, til at kaste ud til ham, fik Arest. ikke fat i den, uagtet at det forekom Andreas Niclasen, at han stræbte sig derfor. Det andet Retsvidne havde Dommeren, paa grund af at Arest. løb ud ad den Vei, der fører langs stranden, strax sendt efter en Baad; men uagtet at denne kom saa hurtigt, som muligt, var den ikke kommet tilstede, da Arest. sprang i Søen, og da den endnu ikke, efter 3 Timers Forløb, havde fundet hans Lig, maa man antage, at Strømmen har ført det bort. Retsvidnerne hvortaf det ene er 67 og det andet 45 Aar gl, have begge kjendt Arest. fra tidlige Ungdom, men havde aldrig forhen bemærket Noget hos ham, der kunde give Anl. til det i dag Passerede, ligesom de eller Dommeren kunde begribe hvad der bevægede Arest. til at aflive sig selv uden forsaavidt at det har været Bevidstheden om hans Brøde, der har bragt ham hidtil.

Derefter fremstod efter Tilsigelse.... "

Dolli í Kvídni sigur frá, at eina náttina stutt eftir hetta vaknar Dánjal við Kvíggja, kongsbóndi og timburmaður, við kaldan dreym. Hann hevði droymt, at ein maður kom til sín í dreymi og segði : " Ger mær eina kistu, tí tað tørvast skjótt. "  Sama hendi næstu náttina, so nú skilti Dánjal, sum ongantíð sá andlitið á manninum, at her var hann noyddur at gera sum biðin, tí hann vildi ikki hava hann inn aftur til sín triðju náttuna. Hann smíðaði kistuna. Triðju náttuna rak líkið av Símun Paula inn á Sumbiarfjørð. 

Geilabrøðurnir, Dánjal og Jákup, sóu tíðliga um morgunin, at nakað fleyt úti á fjørðinum, og hildu teir tað vera ein kobba. Teir fóru út við báti og sóu nú, at hetta var ein deyður maður. Teir taka hann inn í bátin og fara á mølina við honum. Tá var Dánjal Thomassen, vanliga nevndur Dánjal í Laðangarði, komin út á Møl. Dánjal var bæði stórur og sterkur, og bar hann líkið av Mølini og heim í kirkjuna.

Knassin Jóannes niðri í Garði, var í Vági henda dagin og fekk har at vita, at lisið var upp í kirkjuni har, at um nakað lík rak upp har suðuri, skuldi tað ikki jarðast. Hann fór so aftur til Sumbiar, og helst boðaði hann ongum frá.

Dánjal við Kvíggja kemur nú við kistuni, og hin deyði varð lagdur í hana og síðan jarðaður í gamla kirkjugarði.

Dagin eftir kemur bræv frá sýslumanninum í Suðuroy um, at líkið skuldi gravast upp aftur, tí hann skuldi ikki hava kristna jørð. Men sumbingar stóðu saman allir sum ein og svaraðu aftur, at vildu teir hava mannin gravaðan upp aftur, máttu teir sjálvir koma suður og gera tað, tí teir gjørdu tað ikki. Tað frættist ongantíð nakað aftur frá yvirvøldini.

Tað sigst, at sýslumaðurin, sum hevði sett kunoyingin í varðhald, var í Sumba í 1847 og bað um at síggja grøvina. Tað varð honum játtað. Tá skuldi hann siga nakað soleiðis : " Her liggur tú, Símun Pauli, tú hevði ein fiman fót og vildi ikki lata teg fanga, men leyp heldur útav. "

Sum ískoyti kann eg nevna hesa lítlu søguna frá Eyðuni Vestergaard :

Martin Kjærbo sigur frá, at omma hansara, Anna Sofía, bóndakona í Gomlustovu á Kálgarðsbakka, segði honum frá hesari hending :

Ein dagin varnaðist hon, at ein maður gekk fram við kirkjugarðinum á Kálgarðsbakka, hann steðgaði á í heilum og hugdi inn um garðin. Hann hevði eina blómu í hondini. Jú, hann vildi vita, hvar grøvin hjá kunoyinginum var. Hon vísti honum grøvina og lat hann so vera einsamallan.

Árið eftir løgdu fólk til merkis, at ein blóma vaks á grøvini hjá kunoyinginum, og kom hon aftur hvørt ár, líka til kirkjugarðurin varð umveltur.

Í Dimmalætting hósdagin 17. januar 1991 er prentaður ein sangur, sum Valdemar Djurhuus skrivar :

Hesin sangurin hevur verið burtur í langa tíð, men er nú funnin aftur, og er hann her í brotum eftir uppriti hjá Jóhan Djurhuus á Høgugeil í Sumba frá 19. apríl 1906.

Søgn er í Sumba, at Símun Pauli Steffensen í Útistovu, Kunoyingurin nevndur her suðuri, hevur yrkt henda sangin um ein dreym, sum hann hevði tann 6. februar 1841, gott eitt ár áðrenn hann læt lív.

Sangur um ein dreym :

1:                                                           2:                                                            3:

I lytter til min jubelsang                         Jeg hos min ven så sagte so,                Jeg sagte ned bag Herren gled

den toner til det høje,                             som en til døden blegner,                      og så der lige manden,

det var en vinternat så lang,                   når klokken den var over to,                 som trækker alle til sig ned,

der sov jeg tavs i møje.                           jeg drømte sengen revner,                    jeg drømte, han var fanden,

Da drømte jeg en drøm så klar,               jeg faldt igennem jorden ned                han lå der bunden fast som stål

som I skal få at høre.                               igennem Himlens himmel,                    ja fuld af synd og laster

Jeg drømte jeg i Helved var                     jeg tumled i en evighed,                       i evig pine i evig kval,

og kom for himlens døre.                         og så der en stor vrimmel.                   jeg snarlig fra ham haster.

 

4:                                                                5:                                                         6:                      

Så kom jeg til det højeste                           Da så jeg mange, som jeg ej              Enhver af eder mærke kan                    

i Himmeriges rige,                                      til forne før har skuet                           hvad jeg nu her fremførte.

der så jeg mange mennesker                    .......................................                     En salig søvn i Jesu navn

ja fattige hos rige,                                      .......................................                     min drøm hvert hjerte rørte

ja alle var tilsammen,                                jeg så vor frelser Jesus Krist,              en sjette februar det år

ja alle var hinanden lig                             som kærligt til mig sagde,                    man skrev attenhundre

i glæde, fryd og gammen,                        Min ven, hvi er du kommen,                .........................................

jeg siger fattig var hos rig.                       jeg har dig ikke kaldet.                         efter frelsens stunde.

 

7:

Og nu jeg vil i Jesu navn

her mine linjer ende.

O, gid at vi til sjælegavn

denne må anvende.

Det første han kan tyde drøm,

.......... burtur.

Símun Hansen skrivar soleiðis í Kunoyar bókini um henda mannin :

Hann skrivar : Simon Stephesen var í 1840 -- 29 ára gamal og var husmand og skolelærer. 

Í mai árið eftir doyði Elsebeth Sofía í barnferð og barnið við. Anna Maria bleiv verandi í húsinum og helt hús við Símuni eini tvey ár, men so varð hann klagaður í eini barnasak og tók sær tað so nær, at hann forgjørdi sær við at leypa til sjós. Tað var á heystið í 1843. -- Líkið rak á land í Sumba, og har varð hann jarðaður.

Men sonur hansara Vilhelm vaks upp hjá mammbeiggja sínum Grækaris, ið var giftur úti á Strondum.

Beiggi Símun, sum æt Johan og hevði festið í Útistovu, keypti húsini har norðuri og flutti tey Heim í Hús. Nú sæst onki til tey, men ymist bendir á, at tey hava staðið har, sum húsakortið Norð í Húsi vísir.